Om lidt må jeg nok råbe…

Et par dage ved en kold skulder, morgen med en verbal skideballe. Jeg er alt for egoistisk. Jeg gør ikke noget for andre. Jeg dræner ham for energi. Gang på gang lukker jeg med min kolde, hvide og ubarmhjertige hånd de tankstationer, hvor han skulle tanke energi, seksualitet, hjernekraft og livsglæde på…..

Kom jeg virkelig til at sige, at det måske var blevet lukket, fordi der alt for længe ikke var blevet betalt?

Sækkene med uløste og uopfyldte drømme, længsler og ønsker til livet på min ryg. Måske er det hans sæk der er tungest?  Jeg har så meget at glæde mig over, men ligenu er følelsen af at være i frit fald alt for insisterende. Fik jeg bundet linen fast foroven eller lander jeg med et klask på jorden en gang i eftermiddag?

Lige ankommet

Med denne blog vil jeg prøve at skrive om nogle af de forundringer, dilemmaer, tanker og bekymringer, som jeg ikke umiddelbart synes jeg kan gå andre steder hen med. Jeg opretholder en “anonym” afsender, da jeg synes at det vil give mig mulighed for at være mere åben, ærlig og fanden-i-voldsk, end jeg ellers er over for de mennesker jeg er i kontakt med i mit liv.

Jeg glæder mig også til at læse med, når andre spændende mennesker skriver om dette eller hint.

Jeg er en kvinde – jeg er 40 år – bor sammen med en fantastisk dejlig men også udfordrende mand.